Klik her for at printe

Obligationer bliver ved at give

1. maj 2024

Rente op, rente ned. Skal du have obligationer i din portefølje, hvis renten stiger? Det korte svar er ja.

Selv om rentestigningen i år har gjort lidt ondt på obligationsejerne, er det stadig en god ide at have obligationer i sin portefølje.

Når renten stiger, påvirker det obligationer på flere måder. Det første, du oplever som investor, er, at kursen på dine obligationer falder. Det skyldes, at investorerne alt andet lige vil betale mindre for den kuponrente, den obligation giver.

Et forenklet eksempel: Hvis en obligation har en kurs på 100 og giver en kuponrente på 5, ja så er renten 5,0 pct. Hvis renten stiger, vil obligationsinvestorer kræve den samme rentestigning for deres investering. Derfor falder kursen, fordi obligationen med 5 pct. i kuponrente er mindre værd, når renten er steget. Hvor meget kursen skal falde, afhænger af obligationens restløbetid. Jo kortere til udløb, desto mindre vil kursen ændres og vice versa.

Det er værd at huske, at obligationer stadig udløber til kurs 100.

Derfor gælder det om ikke at tænke kortsigtet. For kursfaldet er ikke et tab, men nærmere en forskydning i afkastet. I eksemplet får du jo stadig en rente på 5 kroner pr. år og 100 kr. i kurs, når obligationen udløber og låntager skal indfri lånet.

En anden oplevelse kan være, at stigende renter har en årsag og derfor er et signal. Ofte er højere renter koblet med stigende inflation. Inflationen med stigende priser betyder, at afkastet på obligationerne målt i købekraft samlet set bliver mindre. Også her gælder det om at tænke langsigtet. Hvis inflationen falder, og renten bliver sænket, så har man investeret i nogle højere forrentede obligationer – måske endda med lang løbetid.

Mange gode grunde
Der er gode grunde til at købe obligationer, for lige nu er obligationer mere attraktive end i lang tid – netop på grund af de stigende renter, vi har set de seneste to år.

”Renteniveauet er tæt på niveauet før finanskrisen og på mange markeder de højeste, vi har set de seneste 10-15 år,” siger obligationschef Gustav Bundgaard Smidth, Maj Invest.

Obligationer giver forskellige renter afhængig af løbetid og risiko. For eksempel gav Maj Invest Danske Obligationer 3,7 procent i effektiv rente (marts 2024). Afdelingen investerer især i danske stats- og realkreditobligationer, så Maj Invest Globale Obligationer 4,7 pct. i gennemsnit effektiv rente (marts 2024). Maj Invest Grønne Obligationer gav i gennemsnit en effektiv rente på 5,1 pct. (marts 2024). Og Maj Invest High Income Obligationer gav en effektiv rente på 6,5 procent i gennemsnit (marts 2024). Maj Invest High Income Obligationer investerer i obligationer med højere risiko.

De højere rente er et godt argument for at købe obligationer. Men der er flere årsager til at vælge obligationer som en del af din portefølje.

For det første giver obligationer øget sikkerhed, fordi du spreder risikoen i forhold til en ren aktieportefølje. Du beskytter din portefølje ved at investere i forskellige typer af aktiver.

For det andet er obligationer kilde til et relativt stabilt afkast. Som investor ved du, hvad du får i rente i den periode, obligationen løber, og du ved, at du får obligationens pålydende, når den udløber, medmindre du vælger obligationer, der har en kreditrisiko. For selvfølgelig afhænger investeringen af, hvor sikker obligationen er. For der findes meget sikre obligationer, AAA-ratede, og mindre sikre som for eksempel virksomhedsobligationer i EM-lande. De mere sikre obligationer giver en lavere rente end de mindre sikre.

For det tredje betyder de højere renter, at du kan geninvestere dine kuponindtægter til endnu bedre renter fremover. Det sker automatisk i en investeringsforening.

For det fjerde kan særligt de mere sikre obligationer fungere som en finansiel "airbag", der beskytter din portefølje mod for store udsving. Når aktiemarkedet bevæger sig op og ned, kan obligationer give en stabilitet. Som tommelfingerregel vil de mere sikre obligationer bevæge sig modsat af aktiemarkedet, mens de mere risikable obligationer ofte bevæger sig på samme måde som aktiemarkedet. Men vi har set andre scenarier.

Som med andre investeringer nytter det ikke noget at tænke kortsigtet og reagere for hurtigt på for eksempel rentestigninger. Rentestigninger kan virke skræmmende, men en velafbalanceret, langsigtet investeringsstrategi, der inkluderer obligationer, sikrer, at du er godt rustet som investor.

Og allervigtigst: Højere renter betyder, at det forventede afkast også kan blive højere.