Klik her for at printe

Buffett køber pharma

26. aug. 2025

Denne artikel er fra 'Ugeskrift for investorer', som udgives af Fondsmæglerselskabet Maj Invest (investeringsforeningens porteføljeforvalter). Læs hele ugeskriftet her og tilmeld dig fremtidige udgaver på mail her.

Warren Buffett er ikke kendt for hurtige handler eller modediller. Derfor vækker det opsigt, når hans investeringsselskab Berkshire Hathaway netop har investeret over 1,5 mia. dollar i store, etablerede sundhedsselskaber. Sektoren er lavt prissat historisk set og i forhold til andre sektorer.

  • Berkshire Hathaway har investeret 1,5 mia. dollar i sundhed på få måneder.
  • P/E-niveauet for sundhedsaktier er 16 – for globale aktier er det 20.
  • Sektoren har stabil indtjening og lav gæld.

De store sundhedsselskaber har været under pres. Mange aktier handles i dag med betydelig rabat – ikke kun ift. det brede marked, men også ift. deres egen historik. Deres P/E-multipler, der udtrykker, hvor meget man betaler for en krone af det fremtidige overskud, er 25 pct. lavere end det brede verdensindeks. Samtidig er gælden lav, og mange selskaber har positive pengestrømme og udbetaler stabile udbytter.


Sundhedsselskaber er fløjet under radaren de seneste år. Opmærksomheden har været rettet mod tech og AI - og med god grund. Men sundhed er stadig en megatrend, som ikke forsvinder. Og netop når hype-bølgerne flader ud, plejer Buffett at kigge mod de fundamentale forhold.


Det betyder ikke, at sektoren er uden risici. Reguleringspresset i USA og Europa er voksende, og mange blockbuster-lægemidler står over for patentudløb. Sektoren kan derfor fortsat opleve udsving, men markedet har allerede taget højde for dele af risikoen.