Klik her for at printe

Etik, ansvarlighed og øvrige politikker

Investeringsforeningen Maj Invest har fokus på virksomheders sociale ansvar

Der er i dag stort fokus på virksomhedernes sociale ansvar i relation til sociale og miljømæssige forhold. Det er bestyrelsens politik, at Investeringsforeningen tager del i dette generelle samfundsansvar ved bedst muligt at sikre sig, at Investeringsforeningens afdelinger i forbindelse med investeringerne overholder og efterlever en række internationale standarder og retningslinjer, der er indeholdt i internationalt anerkendte konventioner og normer inden for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og korruption - forhold, der samlet set også er kendt som ESG-forhold (environmental, social, governance). Håndtering af eventuelle brud med ovenstående er beskrevet i afsnittet ”Gældende eksklusioner”.

Foreningens porteføljeforvalter, Fondsmæglerselskabet Maj Invest, skal som led i forvaltningen af foreningens investeringer bedst muligt sikre sig, at investeringerne efterlever foreningens krav til ansvarlig investering som vedtaget i investeringsforeningens politik for ansvarlig investering.

Foreningens porteføljeforvalter foretager løbende overvågning og screening af de enkelte selskaber og obligationsudstedere i foreningens forskellige afdelinger. Det gælder både aktier og obligationer. Det sker med henblik på at vurdere, hvorvidt selskabernes aktiviteter fortsat er i overensstemmelse med foreningens krav til virksomhedernes samfundsansvar og dermed efterlever de standarder og retningslinjer, der er indeholdt i internationalt anerkendte konventioner og normer.

Normbaseret screening
Den normbaserede screening sker i samarbejde med det internationale analysehus Sustainalytics, der løbende overvåger ESG-forholdene i de selskaber og obligationsudstedere, der indgår eller kunne tænkes at indgå i foreningens afdelinger. På vegne af institutionelle kunder screener Sustainalytics løbende mere end 25.000 selskaber og obligationsudstedere globalt for eventuelle krænkelser af de bredt anerkendte internationale konventioner inden for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse og antikorruption.

Afdelinger med aktier eller kreditobligationer
På baggrund af data fra Sustainalytics og data fra eventuelle andre kilder screener Maj Invest løbende de aktier og obligationer, som indgår i investeringsforeningens afdelinger for eventuelle brud på ESG-forhold. Det gælder både for de afdelinger, der investerer i aktier og kreditobligationer fra de modne markeder, og for de afdelinger, der investerer i aktier og kreditobligationer i emerging markets.

Statsobligationer
Sustainalytics screener desuden 172 lande med fokus på, hvordan de enkelte lande adresserer og imødekommer landets udfordringer i relation til ESG-forhold, samt om landet er underlagt sanktioner. Statsobligationer, der indgår i foreningens afdelinger, vurderes i forhold til denne screening, og alle statsobligationer i lande, der er vurderet med severe risiko af Sustainalytics er ekskluderet fra alle foreningens afdelinger, hvor statsobligationer indgår. Det er vanskeligt at indgå i dialog med lande/regeringer, så derfor driver Sustainalytics ikke engagementprocesser i relation til statsobligationer.

Sanktioner
Som led i porteføljeforvaltningsaftalen sikrer Fondsmæglerselskabet Maj Invest også, at investeringerne i foreningens afdelinger overholder de til enhver tid gældende sanktioner, Danmark er forpligtet til at efterleve. Det sker via screeningen af lande fra Sustainalytics og andre eksterne screeningssystemer.

Engagement
Hvis den normbaserede screening viser, at et selskab bryder eller ser ud til at bryde konventionerne, indleder Sustainalytics dialog med selskabet, undersøger sagen nærmere og foretager en vurdering af, om der er sket et brud. Hvis et brud ikke kan bekræftes, arkiveres sagen. Hvis bruddet bekræftes, fortsætter Sustainalytics dialogen med selskabet på vegne af Maj Invest og en række andre institutionelle investorer med henblik på at få selskabet til at ændre adfærd. Denne engagementproces har til formål at påvirke selskaberne til at ændre adfærd og afdække deres evner og vilje til at forbedre de konkrete problematiske forhold.

Sustainalytics afsluttede i 2023 to engagementsager, der vedrørte investeringer i Maj Invest, og indledte en ny sag. I 2023 havde Sustainalytics 17 engagementssager vedrørende selskaber i Maj Invests porteføljer, hvor dialogen bidrog til en positiv udvikling i selskabernes ESG-performance. Nedenfor er et par eksempler på resultatet af Maj Invests engagementprocesser gennem Sustainalytics:

Danske Bank (Maj Invest Danske Aktier, Globale Obligationer m.fl.)
Sustainalytics har været i dialog med Danske Bank siden 2018, hvor Danske Banks egen undersøgelse af transaktioner på ca. 200 mia. euro i bankens estiske filial blandt 15.000 ikke-bosiddende kunder mellem 2007 og 2015 viste hvidvaskningsproblemer. Ca. 6.000 af disse kunder blev identificeret som højrisiko. I 2020 besøgte Sustainalytics Danske Bank og fandt effektive foranstaltninger mod hvidvask og tæt engagement med myndighederne, hvilket tydede på betydelig risikoreduktion på mellemlang sigt. For at afslutte sagen overfor Sustainalytics skal Danske Bank implementere robuste og universelt anvendte risikostyringssystemer og interne kontroller for at forhindre økonomisk kriminalitet og hvidvask af penge.

Tencent (Emerging Markets Value)
I de seneste år har Tencent, selskabet bag WeChat, stået over for anklager om samarbejde med den kinesiske regering. Selskabet anklages for at overvåge sine brugere og undertrykke ytringsfriheden. We-Chat, med næsten 1,3 milliarder månedlige brugere, er en integreret del af dagligdagen i Kina og bruges til beskeder, shopping, bankvirksomhed med flere.

Selskabet skal overholde strenge censurkrav fra regeringen og overvåger aktivt og censurerer private samtaler, selv for brugere uden for Kina. Sustainalytics har været i dialog med Tencent siden 2021, og virksomheden har siden taget skridt til at tackle problemet. For eksempel rapporterede Tencent i sin ESG-rapport for 2023, at selskabet implementerer et ledelsesmæssigt rammeværk, danner et udvalg og etablerer en task force ledet af CEO’en og bestyrelsesmedlemmer for at forbedre brugernes privatliv og datasikkerhed.

I løbet af 2023 drev Sustainalytics engagementproces vedrørende i alt 171 sager, heraf 21 sager i 18 selskaber, som Maj Invest har haft investeringer i i løbet af 2023. Ultimo 2023 var 15 selskaber i porteføljerne i engagementproces.

Eksklusion
Hvis langvarig dialog ikke fører til, at selskabet ændrer adfærd eller viser vilje hertil, kommer selskabet på Sustainalytics’ disengage-liste og dermed investeringsforeningens eksklusionsliste. Det vil som udgangspunkt føre til et frasalg af aktien eller obligationen. Desuden kan afdelingerne ikke lave nye investeringer i selskaber, der er på eksklusionslisten.

Investeringsforeningen har derudover besluttet at udelukke selskaber, der er involveret i udvikling, fremstilling eller vedligeholdelse af konventionsomfattede våben, herunder klyngebomber, antipersonelminer kemiske våben og biologiske våben samt atomvåben uden for ikkespredningsaftalen (NPT).

Afdelinger med særligt fokus
Alle foreningens afdelinger integrerer som minimum bæredygtighedsrisici sammen med øvrige relevante risikoparametre i investeringsprocessen ifølge artikel 6 i forordning om bæredygtighedsrelaterede oplysninger (EU) 2088/2019 (’forordningen’). Afdelinger, som klassificeres under forordningens artikel 6, følger foreningens generelle politik for ansvarlig investering og er dermed også omfattet af den normbaserede screening og proces for aktivt ejerskab, som alle afdelinger i foreningen er underlagt. Afdelinger kategoriseret efter forordningens artikel 6 har ikke til formål at fremme miljømæssige og/eller sociale forhold.

Flere af foreningens afdelinger inkluderer bæredygtighedsfaktorer, der rækker udover det i artikel 6 angivne minimum. Afdelinger som klassificeres under forordningens artikel 8 inddrager, udover integrationen af bæredygtighedsrisici (jf. artikel 6) samt aktivt ejerskab, bæredygtighed i selve investeringsprocessen. Afdelingerne har specifikke bæredygtighedskriterier og ønsker at fremme miljømæssige og/eller sociale forhold, men har ikke bæredygtig investering som deres mål. Foruden den normbaserede screening og proces for aktivt ejerskab er aktieporteføljerne med undtagelse af afdeling Danske Aktier omfattet af sektorspecifikke investeringsrestriktioner (eksklusion). Disse restriktioner bidrager til at opnå de bæredygtige karakteristika, som afdelingen ønsker at fremme.

Afdelinger som klassificeres under forordningens artikel 9 har, udover at integrere bæredygtighedsrisici (jf. artikel 6) og bæredygtighed (jf. artikel 8) i investeringsprocessen, bæredygtig investering som deres mål. Dvs. at der udover afdelingernes afkastmålsætning indgår specifikke bæredygtighedsmålsætninger i investeringsstrategien. Foreningen udbyder ikke afdelinger under artikel 9.

12 af foreningens afdelinger inddrager, udover den normbaserede screening og de øvrige processer ovenfor, også bæredygtighed i selve investeringsprocessen, og er klassificeret efter artikel 8. Heraf anvender 11 af foreningens afdelinger sektorspecifikke investeringsrestriktioner. Screeningskriterierne nedenfor følger definitionerne fra Sustainalytics, der også screener selskaberne.

Globale miljø- og sundhedstrends
Maj Invest Planet & People investerer i stærke, globale trends inden for især pres på jordens ressourcer, global opvarmning og et øget fokus på og krav til klima og miljø samt sundhed. I 2023 investerede afdelingen blandt andet i vedvarende energi, løsninger til genbrug, elektrificering og råvarer til understøttelse af omstillingen til grøn energi. Inden for sundhedspleje investerede afdelingen blandt andet i medicinalvirksomheder og selskaber, der tilbyder sundhedsydelser og medicinsk udstyr.

Afdelingen investerer ikke i selskaber, hvor mere end 5 pct. af omsætningen stammer fra aktiviteter inden for udforskning, produktion, opbevaring og distribution af olie og gas og selskaber inden for udforskning og udvinding af tjæresand eller termisk kul. Herudover investerer afdelingen ikke i selskaber med produktion eller distribution af tobak eller tobaksrelaterede produkter. Det accepteres dog, at tobaksrelaterede produkter kan udgøre op til 1 pct. af omsætningen i de enkelte selskaber. Herudover investerer afdelingen ikke i selskaber med mere end 5 pct. af omsætningen inden for produktion af våben til militært brug, systemer og komponenter til militære våben samt fra produktion af voksenunderholdning eller drift af gamblingvirksomhed. Se den præcise afgrænsning her.

Derudover er afdelingen underlagt den normbaserede ESG-screening, der gælder for alle foreningens afdelinger.

Omstillingen mod et CO2-neutralt samfund i 2050
I februar 2022 blev Maj Invest Net Zero 2050 lanceret. Afdelingen investerer i de virksomheder og råvarer, der bidrager direkte og indirekte til den grønne transition, også selvom de isoleret set kan medføre høj CO2-udledning. Et eksempel er udvinding af kobber og produktion af batterier for at kunne fremstille elbiler.

Afdelingen investerer ikke i selskaber, hvor mere end 5 pct. af omsætningen stammer fra aktiviteter inden for udforskning, produktion, opbevaring og distribution af olie og gas og selskaber inden for udforskning og udvinding af tjæresand eller termisk kul. Herudover investerer afdelingen ikke i selskaber med mere end 5 pct. af omsætningen inden for produktion af våben til militært brug, systemer og komponenter til militære våben, selskaber med produktion af tobak eller tobaksrelaterede produkter, samt distribution af tobak. Afdelingen investerer desuden ikke i selskaber med mere end 5 pct. af omsætningen inden for produktion og distribution af voksenunderholdning, samt ejerskab eller drift af gambling-etablissementer. Se den præcise afgrænsning her.

Derudover er afdelingen underlagt den normbaserede ESG-screening, der gælder for alle foreningens afdelinger.

Fossilfri portefølje og eksklusion af kontroversielle sektorer
Maj Invest Globale Aktier non fossil er et tilbud til investorer, der ønsker at fravælge bestemte sektorer, herunder især selskaber, der producerer, opbevarer og distribuerer olie og gas, selskaber inden for udforskning og udvinding af tjæresand eller termisk kul, selskaber inden for produktion af militære våben og militære kontrakter, samt selskaber inden for produktion af tobak og tobaksrelaterede produkter. Desuden ekskluderes selskaber med mere end 5 pct. af omsætningen indenfor distribution af tobaksprodukter, voksenunderholdning og gambling. De præcise afgrænsninger fremgår af hjemmesiden og prospektet. Afdelingen arbejder derudover på samme måde som afdeling Value Aktier og er underlagt samme normbaserede ESG-screening som de øvrige afdelinger i Maj Invest. Se den præcise afgrænsning her.

Derudover er afdelingen underlagt den normbaserede ESG-screening, der gælder for alle foreningens afdelinger.

I Maj Invest Vækstaktier fravælges ligeledes investering i selskaber, der producerer, opbevarer og distribuerer olie og gas, selskaber inden for udforskning og udvinding af tjæresand eller termisk kul, selskaber inden for produktion af tobak og tobaksrelaterede produkter, samt distribution af tobak. Det accepteres dog, at distribution af tobaksprodukter kan udgøre op til 5 pct. af omsætningen i de enkelte selskaber. Herudover ekskluderes selskaber, der har mere end 5 pct. af omsætningen inden for produktion af våben til militært brug, systemer og komponenter til militære våben, samt ejerskab eller drift af gambling-etablissementer. Afdelingen ekskluderer også selskaber med mere end 10 pct. af omsætningen inden for produktion og distribution af voksenunderholdning. Se den præcise afgrænsning her.

Derudover er afdelingen underlagt den normbaserede ESG-screening, der gælder for alle foreningens afdelinger.

Yderligere syv afdelinger har fokus på eksklusion af selskaber, der får hele eller dele af sin omsætning fra specifikke produktområder, der kan opfattes som kontroversielle. Afdelingerne Value Aktier og Value Aktier Akkumulerende, samt foreningens fem obligationsafdelinger Danske Obligationer, Globale Obligationer, Globale Obligationer Akkumulerende, Grønne Obligationer og High Income Obligationer ekskluderer selskaber med produktion af tobaksprodukter og voksenunderholdning, samt selskaber indenfor ejerskab eller drift af gambling-etablissementer. Dog accepteres det, at områderne kan udgøre op til 10 pct. af omsætningen i selskaberne. Derudover er afdelingen underlagt den normbaserede ESG-screening, der gælder for alle foreningens afdelinger.

Grønne Obligationer
Maj Invest Grønne Obligationer finansierer en lang række globale grønne projekter ved udelukkende at investere i grønne obligationer. Projekterne bidrager på hver deres måde til den grønne omstilling. Grønne obligationer er beskrevet nærmere i boksen.


Grønne Obligationer

En grøn obligation er en obligation, hvor provenuet udelukkende anvendes til at finansiere nye eller eksisterende grønne projekter, som har klare miljømæssige fordele. Det kan være inden for vedvarende energi, bedre udnyttelse af ressourcer, bekæmpelse af forurening, bevaring af biodiversitet på land og i havet, mere miljøvenlig transport og lignende. Overordnet set skal de grønne projekter støtte FN’s verdensmål.

Ved udgangen af 2023 havde Maj Invest Grønne Obligationer investeret i 79 grønne obligationer, der alle bidrog til en lang række forskellige grønne projekter og flere af FN’s verdensmål. Projekterne understøtter et eller flere af FN’s verdensmål 6, 7, 8, 9, 11, 12, 13, 14 og 15.


Risici
Hensyn til ESG-forhold indgår som en integreret del af det generelle analysearbejde med foreningens investeringer, sådan som det blandt andet er formuleret i de FN-støttede principper for ansvarlig investering, PRI (Principles for Responsible Investment).

Foreningens porteføljeforvalter håndterer og integrerer bæredygtighedsrisici i sine investeringsbeslutninger. Bæredygtighedsrisici indgår i investeringsprocessen i det omfang, det er relevant for det specifikke selskab. Porteføljeforvalter inddrager blandt andet branche og geografisk lokation, når risici vurderes.

Som en del af arbejdet med bæredygtighedsrisici anvendes produktspecifikke eksklusionskriterier i en række af foreningens afdelinger. Her anvendes data fra Sustainalytics. Det kan ikke udelukkes, at der ved sammenligning af Maj Invest og andre lignende foreninger ses betydelige variationer i, hvordan enkelte selskaber vurderes. Maj Invest kan på baggrund af information fra Sustainalytics have ekskluderet et selskab, som ikke er ekskluderet i en anden forening eller omvendt.

Maj Invest er i særlig grad afhængig af, at den valgte udbyder af stamdata har opdaterede og korrekte registreringer om de enkelte selskaber. Manglende, forældede eller forkerte registreringer kan betyde, at selskaber, der burde være ekskluderet, ikke er ekskluderet, eller at engagementprocesser indledes senere, end de burde. Det kan også betyde, at selskaber, der ikke længere burde være ekskluderede først for sent fjernes fra Sustainalytics’ og dermed foreningens eksklusionsliste.

Det er væsentligt at bemærke, at arbejdet med samfundsansvar ikke altid har et entydigt facit. Samfundsansvar er ikke en eksakt størrelse. Det er et område med et ikke ubetydeligt element af skøn og vurderinger. Det vurderes imidlertid, at Sustainalytics har de fornødne kompetencer og ressourcer til at træffe de nødvendige vurderinger på solidt og fagligt forsvarligt grundlag.

Uanset bestræbelserne hos Maj Invest og Sustainalytics er der risiko for, at investeringer via Maj Invest kan have negativ påvirkning i relation til menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, klima og miljø samt korruption og bestikkelse.

Indirekte investering
Enkelte afdelinger kan investere i finansielle instrumenter baseret på udviklingen i brede indeks, hvor selskaber på Sustainalytics’ eksklusionsliste indirekte kan indgå. Denne type af investeringer er undtaget fra den overordnede politik for samfundsansvar.


Internationale retningslinjer og konventioner

  • UN Global Compact (retningslinjer for virksomheders samfundsansvar, herunder menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljøforhold og antikorruption).
  • OECD Retningslinjer for Multinationale Virksomheder (OECD Guidelines for Multinational Enterprises).
  • FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder (UN Universal Declaration on Human Rights).
  • ILO Core Labour Conventions (arbejdstagerrettigheder).

PRI - Principles for Responsible Investment

Fondsmæglerselskabet Maj Invest tiltrådte i 2010 de FN-støttede principper for ansvarlig investering, PRI (Principles for Responsible Investment).

Principperne beskriver fondsmæglerselskabets forpligtelse til at inkludere ESG-forhold i investeringsprocessen.

For at efterleve disse principper gennemgår alle investeringer, både aktier og obligationer, i investeringsforeningens afdelinger en såkaldt normbaseret screening baseret på UN Global Compact.

Læs mere om principperne på unpri.org