
Denne artikel er fra 'Ugeskrift for investorer', som udgives af Fondsmæglerselskabet Maj Invest (investeringsforeningens porteføljeforvalter). Læs hele ugeskriftet her og tilmeld dig fremtidige udgaver på mail her.
Guldprisen har slået rekord efter rekord i 2025, og meget tyder på, at festen langt fra er forbi. For investorer og centralbanker er guld i stigende grad blevet en nødvendighed i en verden præget af geopolitisk uro, faldende tillid til amerikanske institutioner og risiko for højere inflation.
- Guldprisen har rundet 3.400 dollar – en stigning på 28 pct. siden årsskiftet.
- Centralbanker ventes at købe næsten 1.000 ton guld i år – et historisk højt niveau.
- Guld har overhalet euroens andel af centralbankernes valutareserver.
Stigningen i guldprisen er drevet af flere faktorer. For det første er dollaren under stigende pres. Alle tre store kreditvurderingsbureauer har nu nedgraderet USA’s kreditværdighed, og statsgælden ventes at overstige 140 pct. af BNP inden for ti år.
Samtidig ryster Trumps politiske linje tilliden til USA’s institutioner. Hans skattepakke, “One, Big, Beautiful Bill”, vil ifølge Tax Foundation øge gælden med over 3.000 mia. dollar frem mod 2034. Derudover bruges højere toldsatser som finansieringskilde – en strategi, der både dæmper væksten og øger frygten for inflation.
Netop risikoen for stagflation – kombinationen af lav vækst og høj inflation – øger investorernes appetit på guld. Historisk har guld klaret sig bedst i perioder, hvor inflationen overstiger 3 pct., og væksten er svag eller negativ.
Også blandt verdens centralbanker ses et skifte. Guld udgør nu 20 pct. af deres samlede reserver – op fra 10 pct. i 2018. Kina, Indien og Tyrkiet står bag størstedelen af opkøbene, drevet ikke kun af markedsforhold, men af ønsket om at mindske afhængigheden af dollaren.
De stigende priser betyder også, at guldminer og selskaber med eksponering mod ædelmetaller står over for højere indtjening. Ifølge Bloomberg er indtjeningen i de største globale guldmineselskaber steget med 21 pct. det seneste år, og sektoren er nu den bedst performende blandt råvarer.