Klik her for at printe

Kina holder Apple-produkter i jerngreb

6. maj 2025

Denne artikel er fra 'Ugeskrift for investorer', som udgives af Fondsmæglerselskabet Maj Invest (investeringsforeningens porteføljeforvalter). Læs hele ugeskriftet her og tilmeld dig fremtidige udgaver på mail her.

Apple kæmper for at vriste sig ud af afhængigheden af Kina.

Langt størstedelen af Apples produktion ligger i Kina, og drømmen er derfor at holde store flyttedag og i stedet gøre Indien til tech-gigantens nye produktionsbase.

Men at flytte en global produktionskæde er ikke som at flytte en butik fra én gade til en anden – det er en lang og kompliceret proces.

  • Apple vil producere alle iPhones solgt i USA på indiske fabrikker inden udgangen af 2026.
  • Målet er en fordobling af produktionen i Indien.
  • I 2024 blev hele 90 pct. af alle iPhones stadig samlet i Kina.

Selv om Trump-administrationen besluttede at fritage smartphones fra de tungeste kinesiske toldsatser, er Apple stadig udsat for en kinesisk told på 20 pct. – og risikoen for yderligere toldhammerslag er langt fra forduftet.

Men selv hvis Apple skulle få held til at øge produktionen af iPhones i Indien, vil det stadig kun være en mindre del af den samlede globale produktion. Desuden vil det formentlig være dyrt at flytte produktionen fra Kina til Indien.

Det kan, med andre ord, have meget lange udsigter, før Apple er ude af Kina. Kina vil forsøge at gøre det så svært som muligt for store amerikanske virksomheder at forlade landet – formentlig i håbet om, at de herved lægger øget pres på Trump. Intet tyder på, at Kina lader sig intimidere af USA.