Klik her for at printe

Tech-aktier: Markedet tager en tiltrængt puster

31. mar. 2025

Denne artikel er fra 'Ugeskrift for investorer', som udgives af Fondsmæglerselskabet Maj Invest (investeringsforeningens porteføljeforvalter). Læs hele ugeskriftet her og tilmeld dig fremtidige udgaver på mail her.

De største og mest profilerede tech-selskaber i USA – de såkaldte Magnificent 7 – har fået et ordentligt rap over nallerne. Efter rekordhøje aktiekurser i slutningen af 2024 og starten af 2025 har markedet nu skruet ned for begejstringen.

  • Magnificent 7-aktier er hver især faldet med minimum 15 pct. siden deres kurstop.
  • De fleste af aktierne har P/E-ratioer på et fornuftigt niveau.

Faldet kommer oven på en periode med meget høje forventninger og store kursstigninger – især drevet af AI-bølgen. Nu tager markedet en pustepause, som ikke skyldes, at virksomhederne er blevet dårligere til at drive forretning, men at markedet tilsyneladende vurderede, at deres aktier simpelthen var blevet for dyre. NVIDIA er stadig en hjørnesten i AI-infrastrukturen, og Microsoft har cementeret sin position som softwarekonglomerat. Meta, Apple, Amazon og Alphabet har også oplevet betydelige kursfald, men har alle solide kerneforretninger i ryggen.


Tesla er et særtilfælde. Aktien har en P/E på 91x, og det stikker ud - både hvis man sammenligner med de øvrige virksomheder i Magnificent 7, men særligt andre bilproducenter. Ford handler til en P/E på 7x og General Motors til en P/E på 4x. Samtidig er Teslas salg stagneret, og virksomheden har mistet markedsandele på flere markeder. Derfor tyder det på, at den nuværende prissætning afspejler nogle forventninger, der ikke relaterer sig til den underliggende bilforretning.

Men er MAG-7 reelt den samme kategori af aktier? Svaret er nej, hvorfor grupperingen er grovkornet. Viden er nøglen til at investere i disse selskaber, da de er vidt forskellige. Derfor giver det også mening, at de bliver vurderet forskelligt af markedet – og at kursudsvingene ikke nødvendigvis siger noget entydigt om tech-sektoren som helhed.

Markedet søger en ny ligevægt efter overdrevne forventninger. Det er præcis, hvad et velfungerende marked skal gøre.