Klik her for at printe

Indkaldelse til ordinær generalforsamling 2021

6. apr. 2021

Ordinær generalforsamling mandag den 26. april 2021, kl. 17.00
Fondsmæglerselskabet Maj Invest
Gammeltorv 18, 1003 København K

Bestyrelsen opfordrer til, at medlemmer i stedet for at møde personligt frem, i videst muligt omfang udøver deres stemmerettigheder ved at anvende stemmeblanket eller afgive fuldmagt til bestyrelsen. I forlængelse af sundhedsmyndighedernes retningslinjer vil der med henblik på at reducere risikoen for smitte med Covid-19 ikke blive serveret forplejning. Af samme årsag afvikles generalforsamlingen i kortere form end normalt.

Dagsorden

1) Bestyrelsens beretning for det forløbne regnskabsår

2) Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse, forslag til anvendelse af årets resultat, eventuelt forslag til anvendelse af provenu ved formuerealisationer, samt godkendelse af honorar til bestyrelsen

3) Valg af medlemmer til bestyrelsen:
Der henvises til bilag 1 til dagsordenen.

4) Valg af revisor:
Der henvises til bilag 1 til dagsordenen.

5) Forslag fremsat af medlemmer eller bestyrelsen:
Der henvises til dagsordenens bilag 1 og bilag 2, ”Udkast til vedtægter for Investeringsforeningen Maj Invest”.

6) Eventuelt

Afgivelse af stemme, fuldmagt eller tilmelding kan ske via foreningens hjemmeside, majinvest.dk. Sidste frist for afgivelse af stemme, fuldmagt eller tilmelding er den 19. april 2021.

Dagsorden og de fuldstændige forslag, herunder udkast til nye vedtægter for foreningen, samt Årsrapport for 2020 med tilhørende revisionspåtegning vil være fremlagt til eftersyn på foreningens kontor fra og med den 6. april 2021 og kan endvidere hentes på majinvest.dk.

Adgangskort, som er bestilt via medlemsportalen, vil blive sendt ud elektronisk via e-mail til den e-mailadresse, der er angivet i portalen ved tilmeldingen. Adgangskortet skal med-bringes til generalforsamlingen elektronisk på smartphone/tablet eller i printet version.

Bestyrelsen

 


Bilag 1 til dagsorden

 

Bestyrelsens forslag til behandling på Investeringsforeningen Maj Invests ordinære generalforsamling den 26. april 2021, jf. dagsordenens punkt 3, 4 og 5

Ad dagsordenens punkt 3 (valg af medlemmer til bestyrelsen):
Bestyrelsen afgår hvert år som følge af vedtægternes bestemmelse om valgperiode.

Bestyrelsen foreslår genvalg af adm. direktør Mette Kynne Frandsen, direktør Henrik Normann, professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen og direktør Peter Damgaard Jensen.

Carsten Koch genopstiller ikke, da han falder for den i vedtægternes § 22, stk. 4, fastsatte aldersgrænse.

Der er ikke forslag til ny kandidat.

Oplysning om de siddende medlemmers kompetencer og øvrige ledelseshverv fremgår i øvrigt af årsrapporten.

 

Ad dagsordenens punkt 4 (valg af revisor):
Bestyrelsen foreslår genvalg af EY Godkendt Revisionspartnerselskab (CVR-nr.30 70 02 28) som foreningens revisorer.

 

Ad dagsordenens punkt 5 (Forslag fremsat af medlemmer eller bestyrelsen):

Der er ikke indkommet forslag fra medlemmerne til behandling på generalforsamlingen.

Bestyrelsen fremsætter forslag om

 

1: vedtægtsændringer:

§ 6 (Afdelinger):

a) Forslag om ændring af navn på afdeling Emerging Markets KL
Bestyrelsen foreslår en ændring af navnet på afdelingen til Emerging Markets Value KL.
Navneændringen vil tydeliggøre produktets indhold.
Navneændringen vil, såfremt den vedtages, blive implementeret i vedtægternes § 6 og § 26, stk. 5, samt i tillæg B til vedtægterne.

b) Samtidigt forslag om ændring af navn på afdeling Emerging Markets KL’s to andelsklasser, Emerging Markets og Emerging Markets W
Såfremt punkt i)a) ovenfor vedtages, foreslås navnene på andelsklasserne Emerging Markets og Emerging Markets W i afdeling Emerging Markets KL tilsvarende ændret  til henholdsvis Emerging Markets Value og Emerging Markets Value W.

Navneændringen for de to andelsklasser vil, såfremt forslaget vedtages, blive implementeret i afdelingens prospekt.

c) Tilpasning af investeringsprofilen for afdeling High Income Obligationer
Bestyrelsen fremsætter forslag om at give afdelingen vedtægtsmæssig adgang til delvist at afdække afdelingens valutarisiko.

Således foreslås følgende bestemmelse tilføjet 5. afsnit i afdeling High Income Obligationers investeringsprofil som beskrevet i vedtægternes § 6:

”…… eller kun afdækkes delvist.”

d) Forslag om bemyndigelse til bestyrelsen til at foranledige generalforsamlinger afholdt elektronisk
På baggrund af de seneste års udvikling i forhold til afholdelse af elektroniske møder og generalforsamlinger foreslås følgende bemyndigelse til bestyrelsen tilføjet bestemmelsen i § 17 Stk. 3. (Generalforsamling):

Bestyrelsen kan dog beslutte, at foreningens generalforsamlinger afholdes elektronisk uden adgang til fysisk fremmøde i overensstemmelse med lov om investeringsforeninger m.v. Deltagelse i elektroniske generalforsamlinger finder sted via foreningens hjemmeside.”

 

Det samlede forslag til vedtægtsændringer fremgår af vedhæftede bilag 2, ”Udkast til vedtægter for Investeringsforeningen Maj Invest”.

Beslutning om vedtægtsændringer træffes i henhold til vedtægternes § 21.

 

2: Investorrepræsentation i foreningens investeringsforvaltningsselskab:

I henhold til bestemmelserne i lov om finansiel virksomhed er der krav om indvalg af en investorrepræsentant til bestyrelsen for det valgte investeringsforvaltningsselskab (”IFS”), når det pågældende IFS er foreningsejet. Bestyrelsen foreslår genvalg af Henrik Parkhøi som investorrepræsentant for medlemmerne i Investeringsforeningen Maj Invest i bestyrelsen for foreningens IFS, Investeringsforvaltningsselskabet SEBinvest A/S.

Henrik Parkhøi er medlem af bestyrelsen for Investeringsforvaltningsselskabet SEBinvest A/S og direktør for Fondsmæglerselskabet Maj Invest, som er foreningens investeringsrådgiver og hoveddistributør.