Investeringsforeningen Maj Invest billede

Kinesiske aktier handles med rabat

Denne artikel er fra 'Ugeskrift for investorer', som udgives af Fondsmæglerselskabet Maj Invest (investeringsforeningens porteføljeforvalter). Læs hele ugeskriftet her og tilmeld dig Maj Invests analyseunivers, herunder fremtidige udgaver af ugeskriftet, på mail her.

Forskellen i prisen i forhold til den forventede indtjening, P/E-ratioen, på de forskellige aktiemarkeder er markant.

  • USA er dyrest målt på indtjening.
  • Europa handles billigere end USA.
  • Kina handles langt billigere end begge.

Højere renter bør normalt presse P/E-ratioen ned. Alligevel handles USA dyrest, selv om renten er højere end i Europa og Kina.

Det amerikanske aktiemarked er dyrere end Europas og Kinas, P/E-ratio 
Investeringsforeningen Maj Invest billede

Note: Viser 12m forward P/E, der udtrykker kursen i forhold til den forventede indtjening over de kommende 12 måneder. USA er S&P 500, Europa er STOXX 600 og Kina er HSCEI, som omfatter kinesiske virksomheder, der er børsnoteret i Hongkong.
Kilde: Bloomberg.

Tværtimod er det snarere USA’s teknologiske førerposition inden for bl.a. AI-teknologi, der er årsagen til store dele af prisforskellen. Mere lokalt i Asien er AI-teknologi også en central parameter for aktiekurserne. Her ser investorer i højere grad Taiwan, Sydkorea og Japan som direkte vindere af AI-investeringerne i USA end Kina.

  • Taiwan producerer de mest avancerede chips.
  • Sydkorea er stærk i alle former for hardware.
  • Japan leverer udstyr og materialer til chipproduktion.

I indeværende år har særligt Sydkoreas aktiemarked klaret sig godt, og det koreanske KOSPI-indeks har leveret et afkast på 102 pct. Det skyldes bl.a. de to store aktier Samsung og SK Hynix, der aktuelt er verdens hhv. 10. og 13. største virksomheder målt på markedsværdi.

Kinesiske aktier klarer sig ringere end øvrige asiatiske aktiemarkeder, afkast i kroner
Investeringsforeningen Maj Invest billede

Note: Viser totalafkast inkl. geninvesterede nettoudbytter opgjort i kroner. Indeks er TAIEX (Taiwan), HSCEI (Kina), KOSPI (Sydkorea) og Nikkei (Japan).
Kilder: Bloomberg og Maj Invest.