Klik her for at printe

Politik for ansvarlig investering

Nærværende politik sætter rammerne for Investeringsforeningen Maj Invests (herefter ”Foreningen”), dennes Investeringsforvaltningsselskabs, Investeringsforvaltningsselskabet SEBinvest A/S (herefter ”Selskabet”) og Fondsmæglerselskabet Maj Invest A/S’ (herefter ”Porteføljeforvalter”) arbejde med integration af bæredygtighedsrisici og ansvarlig investering (”ESG”) i Investeringsforeningen.

Der er i dag stort fokus på virksomhedernes sociale ansvar i relation til sociale og miljømæssige forhold. Det er bestyrelsens politik, at Foreningen tager del i dette generelle samfundsansvar ved bedst muligt at sikre sig, at Foreningens afdelinger i forbindelse med investeringerne overholder og efterlever en række internationale standarder og retningslinjer, der er indeholdt i internationalt anerkendte konventioner og normer inden for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og korruption - forhold, der samlet set også er kendt som ESG-forhold (environmental, social, governance). Håndtering af eventuelle brud med ovenstående er beskrevet i afsnittet ”Gældende eksklusioner”.

Håndtering af bæredygtighed og ESG i Foreningen
Hensyntagen til ESG-forhold indgår som en integreret del af det generelle analysearbejde med Foreningens investeringer, sådan som det bl.a. er formuleret i de FN-støttede principper for ansvarlige investeringer (PRI). Den løbende overvågning sker i et samarbejde mellem Porteføljeforvalter og konsulentvirksomheden Sustainalytics.

Alle Foreningens afdelinger integrerer som minimum bæredygtighedsrisici sammen med øvrige relevante risikoparametre i investeringsprocessen, som beskrevet i artikel 6 i Forordning (EU) 2019/2088 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (herefter ’Disclosureforordningen’). Afdelinger som klassificeres under Disclosureforordningens artikel 6, følger nærværende politik for ansvarlige investeringer og er dermed også omfattet af den normbaserede screening og proces for aktivt ejerskab, som alle afdelinger i Foreningen er underlagt. Afdelinger kategoriseret efter Disclosureforordningens artikel 6 har ikke til formål at fremme miljømæssige og/eller sociale forhold, og investeringerne målrettes således ikke mod bæredygtige investeringer.

Flere af Foreningens afdelinger inkluderer bæredygtighedsfaktorer, der rækker udover det i artikel 6 angivne minimum. Afdelinger som klassificeres under Disclosureforordningens artikel 8 inddrager, udover integrationen af bæredygtighedsrisici (jf. artikel 6) og aktivt ejerskab, bæredygtighed i selve investeringsprocessen. Afdelingerne har specifikke bæredygtighedskriterier og ønsker at fremme miljømæssige og/eller sociale forhold, men har ikke bæredygtig investering som deres mål. Foruden den normbaserede screening og proces for aktivt ejerskab er aktieporteføljerne omfattet af sektorspecifikke investeringsrestriktioner (eksklusion) beskrevet i prospekternes afsnit om ”øvrige restriktioner mm. fastsat af bestyrelsen”.

Afdelinger som klassificeres under Disclosureforordningens artikel 9 har, udover at integrere bæredygtighedsrisici (jf. artikel 6) og bæredygtighed (jf. artikel 8) i investeringsprocessen, bæredygtig investering som deres mål. Dvs. at der udover afdelingernes afkastmålsætning indgår specifikke bæredygtighedsmålsætninger i investeringsstrategien. Foreningen udbyder ikke afdelinger under artikel 9.

Gældende eksklusioner
Som et led i leveringen af investeringsforvaltningsydelser til Foreningen skal Porteføljeforvalteren sikre, at Foreningens investeringer efterlever internationalt anerkendte og accepterede normer og konventioner inden for ESG-forhold, som nærmere defineret nedenfor.

For at sikre sig dette har Foreningen og Porteføljeforvalter indgået en aftale med konsulentvirksomheden Sustainalytics, der løbende overvåger ESG-forhold i de selskaber, Foreningens afdelinger investerer i. Overvågningen sker ved, at Sustainalytics screener selskaberne, både udstedere af aktier og obligationer, i Foreningens afdelinger for overholdelse af de ti principper i UN Global Compact, herunder OECD Retningslinjer for Multinationale selskaber m.fl.

Sustainalytics rapporterer kvartalsvis til Porteføljeforvalter og data indgår i Porteføljeforvalters porteføljestyringssystem og anvendes på både den bestående portefølje og til screening før køb af nye positioner.

Hvis screeningen viser, at et selskab bryder eller potentielt bryder internationale konventioner, vil Sustainalytics indgå i dialog med selskabet på vegne af Porteføljeforvalter og Foreningen for at få selskabet til at ændre adfærd. I langt de fleste tilfælde vil dialogen med selskaberne lede til en forbedring af forholdene. I meget få tilfælde fører dialogen ikke til udbedring, og det vil normalt medføre salg af den pågældende post.

Foreningen har derudover besluttet at udelukke selskaber, der er involveret i udvikling, fremstilling eller vedligeholdelse af konventionsomfattede våben, herunder klyngebomber, antipersonelminer kemiske våben og biologiske våben samt atomvåben uden for ikkespredningsaftalen (NPT).

Sektorspecifikke investeringsrestriktioner
En række af Foreningens afdelinger har udover ovenstående også sektorspecifikke investeringsrestriktioner, der betyder, at afdelingen ikke investerer i selskaber med større eller mindre aktivitet inden for forskellige områder. Det kan eksempelvis være selskaber involveret i fossile brændstoffer, tobak eller våben.

Disse restriktioner fremgår af de enkelte afdelingers prospekter i afsnittet ’Afdelingens og andelsklassernes investeringsforhold, risici m.v.’ under punktet ’Øvrige restriktioner m.m. fastsat af bestyrelsen’.

Risici
Samfundsansvar er ikke en eksakt størrelse. Det er et område med et ikke ubetydeligt element af skøn og vurderinger. Det vurderes imidlertid, at Sustainalytics har de fornødne kompetencer og ressourcer til at træffe de nødvendige vurderinger på solidt og fagligt forsvarligt grundlag.

Det kan ikke udelukkes, at der ved sammenligning af Foreningen og andre lignende foreninger ses betydelige variationer i, hvordan enkelte selskaber vurderes. Foreningen og Porteføljeforvalter kan på baggrund af information fra Sustainalytics, eller andre dataleverandører, have ekskluderet et selskab, som ikke er ekskluderet i en anden forening eller omvendt. Det er væsentligt at bemærke, at arbejdet med samfundsansvar ikke altid har et entydigt facit.

Porteføljeforvalter og Foreningen er i særlig grad afhængig af, at den eller de valgte udbydere af stamdata har opdaterede og korrekte registreringer om de enkelte selskaber. Manglende, forældede eller forkerte registreringer kan betyde, at selskaber, der burde være ekskluderet, ikke er ekskluderet, eller at engagementsprocesser indledes senere, end de burde. Det kan også betyde, at selskaber, der ikke længere burde være ekskluderede først for sent fjernes fra Investeringsforeningens eksklusionsliste.

Uanset bestræbelserne hos Porteføljeforvalter, Foreningen og Sustainalytics er der risiko for, at investeringer via Foreningen kan have negativ påvirkning i relation til menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, klima og miljø samt korruption og bestikkelse.

Opfølgning
Integration af bæredygtighedsrisici og ESG er en dynamisk størrelse, hvor både lovgivningen og den generelle samfundsudvikling bevirker en konstant udvikling af bæredygtighedsbegrebet og virksomheders håndtering af dette i den daglige drift og ledelse.

Foreningens bestyrelse skal løbende og mindst en gang årligt vurdere kvaliteten af de serviceydelser, Foreningen modtager fra sine samarbejdspartnere. Dette gælder også ydelser, der relaterer sig til aftaler indgået med henblik på at sikre ansvarlige investeringer. Selv om bestyrelsen har delegeret opgaven til Porteføljeforvalteren, påhviler det overordnede ansvar for Foreningens investeringer bestyrelsen.

 

Godkendt af Foreningens bestyrelse den 27. august 2024.