Klik her for at printe

Emerging markets: Muligheder i Kina

31. maj 2024

Emerging markets har højere vækstrater end mange andre lande. Især Kina viser lovende tegn.

Lige nu foregår der spændende ting i Kina, som trods mange negative overskrifter kan være et interessant land for investorer. Især en boligboble med alt for mange nye boliger, der står tomme, har skabt overskrifter.

Prisen for kinesiske aktier er lav. I Indien, et af de andre interessante emerging markets-lande, er den gennemsnitlige P/E 22, mens den i Kina er 9 (29. marts 2024). Nøgletallet P/E beskriver aktiens kurs divideret med selskabets indtjening pr. aktie.

Men derudover er der flere andre grunde til at interessere sig for Kina. For det første er foretagsomheden stor i Kina.

”Vi ser en unik kombination af innovation, arbejdsomhed og forretningsforståelse i Kina,” siger aktiechef Klaus Bockstaller, Maj Invest Emerging Markets Value.

Kineserne bruger omkring 2 pct. af BNP på forskning og udvikling. Det er mere end tidligere. Kina er ved at indhente lande som Japan, USA og Tyskland, som er blandt de lande der bruger mest på forskning og udvikling. Desuden er Kina verdensmester i antal patentansøgninger. Omkring halvdelen af alle patentansøgninger kommer fra Kina. Kineserne indsendte 1,58 mio. ansøgninger alene i 2022, viser årsrapporten fra WIPO, World Intellectual Property Organization.

For det andet er Kina på kort tid blevet markedsleder og eksportør af blandt andet elbiler og solpaner.

“Kina er god til at understøtte virksomhederne, der formår at masseproducere, så prisen pr. enhed bliver lav. På den måde skaber de et marked, hvor der ikke var et marked tidligere – for eksempel i emerging markets-lande,” siger Klaus Bockstaller.

EU har besluttet at undersøge, om Kina ulovligt giver statsstøtte til produktionen af elbiler og vindmøller.    

”Kina bliver beskyldt for at oversvømme markederne med billige elbiler og solpaneler, men man kan også vende det om. Kina sælger de produkter, resten af verden efterspørger lige nu, og til priser, som forbrugerne i EM-lande også kan betale,” siger Klaus Bockstaller.

Forbrugere har måske råd til en kinesisk elbil, men ikke til en europæisk eller amerikansk model, der koster meget mere.

Næsten en tredjedel af porteføljen i Maj Invest Emerging Markets Value er investeret i kinesiske selskaber (13. maj 2024).

Afdelingen har siden strategiændringen fra februar 2019 med fokus på valueselskaber præsteret 15,9 pct. bedre end benchmarket MSCI EM-indekset og 17,5 pct bedre end MSCI EM Value-indekset (pr. marts 2024 og minus omkostninger).

Historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Som investor i emerging markets skal man desuden forvente store udsving, fordi politiske risici er større end i fx USA og Europa, men også derfor der er rabat.

Der er store muligheder i emerging markets for risikovillige investorer. Samlet har porteføljen en P/E på 10,15 mod MSCI EM Value P/E på 10,57.

I perioden fra oktober 2021 har Maj Invest Emerging Markets Value haft bedre afkast end sammenligningsindekset MSCI Emerging Markets. Især i det seneste år er forskellen tydelig.