Denne artikel er fra 'Ugeskrift for investorer', som udgives af Fondsmæglerselskabet Maj Invest (investeringsforeningens porteføljeforvalter). Læs hele ugeskriftet her og tilmeld dig fremtidige udgaver på mail her.
Der har været en del kritik af EU's industristruktur gennem den seneste tid. Mest gammel industri, ikke nok tech (som i USA). Det viser sig nu, at strukturen kan blive en fordel, når det gælder militæroprustning. Den europæiske industri ser dermed ud til at få en nøglerolle, i takt med at Europa arbejder på at gøre sig uafhængig af USA ved hjælp af våbenoprustning.
Kontrasten til USA, som har outsourcet meget traditionel produktion, er markant:
- Europæisk industri beskæftiger over 30 mio. – mere end dobbelt så mange som i USA.
- Europa producerer mere stål, flere biler, flere skibe og flere civile fly end amerikanerne.
Opbygningen af en stærk europæisk forsvarsindustri sker ikke fra den ene dag til den anden. Men Tyskland har et forspring. Store dele af industrien står nemlig allerede klar, idet den er stærkt underudnyttet. Kapacitetsudnyttelsen i industrien ligger ifølge den tyske erhvervstillidsindikator, Ifo, på kun 76 pct., hvilket man de seneste tre årtier kun har set lavere under corona- og finanskrisen. Der er med andre ord god plads til at fyre op under kedlerne på de tyske fabrikker.
Og selv om alle taler om, at det kræver tid, kan omstillingen godt gå relativt hurtigt inden for visse områder. Den tyske våbenproducent Rheinmetall har for eksempel opskaleret produktionen af 155 mm artillerigranater markant – fra omkring 70.000 i 2022 til 700.000 sidste år. I 2027 forventes produktionen at nå hele 1,1 mio. granater. Til sammenligning ligger den årlige amerikanske produktion i øjeblikket på omkring 600.000.
Men når det gælder tungere militært isenkram som kampvogne, kampfly, missiler og luftforsvarssystemer, halter Europa stadig efter USA. Det handler dog ikke kun om manglende kapacitet. Ifølge den europæiske forsvarsindustri er det især mangel på ordrer, der bremser produktionen. Beskeden er, at kapaciteten er der, og at produktionen af de tunge systemer kan skrues markant op inden for to år – hvis blot bestillingerne materialiserer sig. Og det gør de, givet de bevillinger, som nu er blevet gennemført.