Mange unge oplever, at økonomi er svært at forstå og håndtere. Hvordan kan de ældre generationer hjælpe dem i gang med opsparing og investering?
Hver fjerde ung investerer, men mange er usikre. Det viser en rapport fra FinansDanmark, der i 2023 undersøgte unges gæld og formue.
Har dine børn eller børnebørn styr på deres penge? Er de storforbrugere eller bombastiske budgetlæggere, der putter kontanter i kuverter for at have styr på udgifterne og slippe for en gældsfælde?
Måske er det en god ide at tage en snak med dine børn eller børnebørn om at spare op og investere. Især det nære netværk kan påvirke unge til at tage det første skridt frem for at bruge løs af opsparing og løn fra de første job, viser undersøgelsen fra Finans Danmark.
Mikael Bak, der er direktør i Dansk Aktionærforening siger: ”De fleste kender nok fornemmelsen af at have stået med et større beløb, og så 2-3 måneder efter tænke ’hvor blev pengene af?’. Det sker for mange konfirmander.”
Dansk Aktionærforening vil gerne hjælpe også helt unge mennesker med viden om investeringer.
Det gør foreningen blandt andet gennem ungdomsforeningen Unge Aktionærer.
”Vi har i de senere år set en stigende interesse fra unge helt nede i folkeskolen for at komme i gang med at investere. De får det ind ved middagsbordet og hører samtaler fra de vokse på en helt anden måde end de gjorde tidligere,” siger Mikael Bak.
Dansk Aktionærforening kører lige nu en kampagne for at få forældre eller andre til at forære de nye konfirmander et medlemskab af foreningen.
Mere end hver femte ung har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, og ud af dem er syv ud af ti så udfordrede, at de ikke er tilfredse med deres liv, viser rapporten fra Finans Danmark.
”Antallet af voksne danskere, der investerer aktivt, er mere end fordoblet indenfor en kort årrække, og det smitter også af på de unge,” siger Mikael Bak.
Han advarer dig om, at de unge kan blive påvirket af influencere, der lokker med hurtige gevinster og forsøger at få de unge underholdt også med investering.
”Det er det vigtigt, at vi får uddannet de unge til at investere fornuftigt og ikke kaste sig ud i alt for risikable investering med gearing, certifikater og kryptovaluta,” siger han og fortsætter: "Det er særligt de unge drenge og mænd, der kan blive fristet af jagten på hurtige penge.”
Derfor kan de unge have brug for saglige informationer fra andre kilder. Som deres forældre eller andre omkring dem, banker eller foreninger som Dansk Aktionærforening.
Læs også: Ung investor: ”Det er nemt at investere”