Japan forandrer sig. Både økonomisk og politisk. Bag en stor del af ændringerne stod Shinzo Abe, der var premierminister i knap ni år.
Japan er en af verdens største økonomier og kan derfor også være interessant for investorer.
Men hvordan fremtidens Japan vil forme sig, afhænger af valget af ny premierminister. Japans premierminister, Fumio Kishida, søger nemlig ikke genvalg som politisk leder for sit parti, Liberaldemokraterne. Som konsekvens af det trækker han sig også som premierminister.
”Valget bliver spændende, fordi den nye premierminister kan vælge at videreføre den økonomiske politik, som den tidligere premierminister Abe har lagt grundlaget for,” siger Ulrik Jensen, der er seniorporteføljemanager i Maj Invest Value Aktier. Afdelingen har omkring 10 pct. af aktieporteføljen investeret i japanske selskaber. Ulrik Jensen anbefaler bogen "The Iconoclast: Shinzō Abe and the New Japan" for at forstå Japan bedre.
De japanske aktier har haft en turbulent periode. Alene på en handelsdag, mandag 4. august, faldt det japanske Nikkei 225-indeks med 12,4 procent. Det var indeksets største fald siden børskrakket i 1987, der er blevet kaldt den ”sorte mandag”. Dagen efter indhentede indekset dog det meste af faldet.
”Der er mange forklaringer på faldet, men en stor del af det skyldtes spekulativ adfærd i den japanske yen blandt nogle investorer,” siger Ulrik Jensen.
Japan spiller stadig en central rolle i den globale økonomi, selv om landet er røget ned fra en tredje- til en fjerdeplads blandt verdens største økonomier. Mens den første kolde krig havde USA og Sovjetunionen i hovedrollerne og Europa som kampplads, kæmpes der i dag på andre fronter. De nye handelskonflikter og politiske spændinger involverer blandt andet Kina og USA, kamppladsen er blevet Stillehavsasien. Japan er blevet en meget vigtig allieret for USA.
”Japan er blevet herre i eget hus og en vigtig, geopolitisk brik,” siger Ulrik Jensen.
Både virksomheder og nationer kan lære noget af Japans udvikling. For det er lykkedes for landet at opnå strategisk autonomi med eget, stærkt militær og betydningsfulde internationale alliancer som den med USA.
”Mange investorer har nok lagt mærke til Japans økonomiske reformer, men måske er de sikkerhedspolitiske forandringer endnu vigtigere,” siger Ulrik Jensen.
Bedre forvaltning af kapital
Ud over de sikkerhedspolitiske forandringer har japanske selskaber også taget store skridt. Japanske virksomheder er for eksempel blevet markant bedre til at forrente deres kapital. For ti år siden var det gennemsnitlige afkast omkring 5 pct. I dag er tallet mere end fordoblet til ca. 11 pct.
Den tidligere premierminister Shinzo Abe har en stor del af fortjenesten for det.
”Abe er formentligt den vigtigste japanske premierminister siden anden verdenskrig,” siger Ulrik Jensen.
”Abenomics” er blevet et begreb om de politiske beslutninger, der har ændret landets status – især sikkerhedspolitisk og økonomisk.
Stor relevans
”Der har været mange falske starter i Japan. Også under Abe. Men de seneste år er der sat tændvæske til nogle væsentlige samfundsmæssige strukturer, og vi har set ændringer på arbejdsmarkedet og for virksomhederne, der har gjort dem mere kapitaleffektive,” siger Ulrik Jensen.
Derfor anser Ulrik Jensen Japan for at være et land, som man kan regne med, når man skal investere. Især inden for semiconductor-sektoren har Japan mange selskaber, der tiltrækker udenlandske investorer.
”Japan er meget relevant for investorer, og relevansen er stigende,” siger han.
En kæmpestor udfordring, som det ikke er lykkedes hverken Japan eller en stribe andre nationer at løse, handler om de faldende fødselstal. I 2023 blev der født 758.631 babyer i landet. Det er det laveste tal, siden man begyndte at indsamle statistikken. Japan har 125 mio. indbyggere, og man regner med, at det falder til 87 mio. i 2070. På det tidspunkt vil hver fjerde japaner være ældre end 65 år.
Her handler det især om at booste produktiviteten ved hjælp af automatisering og opretholde levestandarden på trods af en mindre arbejdsstyrke. Det var også nogle af Abes store fokuspunkter.
Læs bogen og forstå Japan bedre Bogen "The Iconoclast: Shinzō Abe and the New Japan" af Tobias S. Harris beskriver Abes politiske rejse, hans udfordringer og hans betydelige indflydelse. Abenomics handlede om at få den stagnerende japanske økonomi genoplivet. Det skete gennem tre ”pile”: pengepolitiske lempelser, finanspolitiske stimuli og konsolidering og en vækststrategi med strukturelle reformer. For investorer har Japan fået stigende betydning. Netop fordi Abe har formået at ændre virksomhedernes holdninger til investorerne og til, hvordan man allokerer kapital. Tidligere var der meget sovende kapital i virksomhederne. Det har ændret sig. Japans klare alliancer med blandt andet USA sender et positivt signal til investorerne. ”Geopolitik betyder stadig mere – også for os som porteføljemanagere, og derfor er bogen også interessant,” siger Ulrik Jensen. Man kan ikke arbejde internationalt med strategiske alliancer uden at have en stærk base i sit hjemland. Og det havde Abe. |