De seneste dage har der været turbulens på aktiemarkederne. Men den globale vækst er stadig positiv, siger Jeppe Christiansen, der er administrerede direktør hos foreningens porteføljeforvalter, Fondsmæglerselskabet Maj Invest.
”I Maj Invest ser vi, at den globale vækst egentlig stadigvæk har det godt, og særlig amerikansk vækst har det godt. Og det er ankeret i den globale økonomi. Så vi er beherskede optimister,” siger administrerende direktør i Maj Invest Jeppe Christiansen om ugens turbulens på finansmarkederne.
Lyt til Jeppe Christiansens pointer i Millionærklubben på Euroinvestors hjemmeside.
Til gengæld skal man som investor forholde sig til de geopolitiske spændinger, mener han.
Især to trends skaber uro og dermed øget risiko. For det første kan handelskrigen mellem Kina og USA blive en stor risiko, fordi Kina er verdens værksted.
”Jeg tror på, at det nok skal finde et nyt balancepunkt, fordi de er afhængige af hinanden,” siger Jeppe Christiansen.
Den anden trend er, at Europa er kommet et meget dårligt sted hen på grund af krigen i Ukraine.
”Det gør, at Europas vækst er blevet meget presset, fordi energi er blevet dyrere,” siger han.
De fleste investorer bør stadig have både obligationer og aktier. Hvor stor aktieandelen skal være, afhænger naturligvis af ens risikoprofil.
”Det er altid vigtigt at sprede risikoen. På aktiemarkedet skal man investere globalt,” siger Jeppe Christiansen.
Han fortolker mandagens kursfald som markedets reaktion på en for høj prissætning.
”Når forventningerne kommer for langt væk fra realiteterne, så kommer markedskræfterne og bringer tingene på plads,” siger han.
Især tech-aktierne faldt, men den type aktier skal nok komme igen, mener Jeppe Christiansen, fordi tech er en del af en langvarig trend.
Du kan lytte til hele udsendelsen med Jeppe Christiansen her.