Risikospredning er altafgørende for din portefølje. En eller to aktier er ikke nok. For det øger risikoen markant.
Mere end hver anden danske private investor havde kun en aktie i deres portefølje, viste tal fra 2022 fra Danske Bank. Det på trods af at spredning af risiko er helt centralt for at opnå det bedste afkast i forhold til risikoen.
Danske investorer kunne øge deres afkast med 3,1 procentpoint årligt uden at påtage sig mere risiko, hvis de omlagde til en veldiversificeret portefølje. Det viser et studie fra CBS af Bjarne Florentsen, Jesper Rangvid med flere. Den tredjedel af de danske aktieinvestorer, der har fordelt deres portefølje på få aktier, bør derfor få tjekket deres risikospredning.
Aktieinvestering er blevet mere populært de senere år. Fra 2019 til 2022 er antallet af fondsinvestorer vokset med 44 pct., mens antallet af aktieinvestorer er vokset med 18 pct., viser tal fra Finans Danmark. Også flere unge investerer. Igen er investeringer i fonde mest udbredt.
Udviklingen er positiv, fordi investering i aktier historisk har været en af de bedste måder at forøge sin formue. Det er også positivt, at flere har fået øjnene op for fondene, for det giver en meget bedre risikospredning end en enkelt eller to aktier.
For lige så effektive aktier kan være til at øge formuen, lige så destruktive kan de være, hvis der ikke er taget højde for risikoen i porteføljen.
Grafen nedenfor viser historiske porteføljenedture ved forskellige porteføljesammensætninger. Her bliver det tydeligt, at havde man kun én aktie i porteføljen, havde udsvingene været større og hyppigere, end hvis man f.eks. havde investeret i det veldiversificerede MSCI World-indeks. Var man gået skridtet videre og havde inkluderet obligationer i porteføljen, viser grafen, at udsvingene igen var blevet mindre. Her er det klart, at afkastudviklingen for de tre porteføljer også har været forskellige, og i sidste ende er det ens risikoprofil, der bestemmer, hvor koncentreret ens portefølje skal være.
Den store andel af danske investorer med få aktier i porteføljen bør se mod brede markedsindeks eller investeringsforeninger for at reducere deres risiko. Mange investorer kan med fordel minimere risikoen yderligere ved at inkludere obligationer i porteføljen – og med de nuværende renteniveauer er der endda fine afkast at hente.
Pas på med kun at have få populære aktier
Et eksempel på betydningen af risiko er udviklingen i Goldman Sachs non profitable tech index, der følger nogle af de mest populære teknologiaktier under covid-nedlukningerne. Efter de initialt store stigninger faldt indekset efterfølgende med omkring 80 pct. Investerede man i dette indeks på det forkerte tidspunkt, skal porteføljen derfor stige med over 400 pct., før investeringen er tilbage i nul. Med et historisk aktieafkast på det brede MSCI World-indeks på omkring 7 pct. årligt vil det tage lidt mere end 20 år. Eksemplet illustrerer tydeligt, hvor central risikospredning er for at skabe attraktive afkast på den lange bane.
Inkluderes endnu en aktie, der igen ikke svinger i præcis samme takt som de resterende, vil risikoen falde yderligere. Studiet fra CBS samt en lang række internationale studier viser, at risikoreduktionen er størst, når man tilføjer aktier til en portefølje med få eksisterende aktier. Effekten bliver gradvis mindre, og de fleste teoretikere peger på, at en veldiversificeret portefølje har omkring 30 aktier – dette afhænger dog igen af, i hvor høj grad aktierne svinger i takt. De førnævnte populære teknologiaktier svinger i høj grad i takt, og derfor hjælper antallet ikke for alvor på at minimere risikoen. I stedet skal man sammensætte porteføljen med aktier i virksomheder, der dækker forskellige sektorer, geografier m.m.