Obligationer er stadig relevante: De giver sikkerhed, og renten på obligationer er fortsat højere end tidligere.
Har du allerede investeret i obligationer, sidder du måske lige nu med et tilfreds smil på læben. For når markedsrenten falder, som vi har set for nylig, stiger værdien af de obligationer, du allerede ejer.
”Grundlæggende har vi set, at markedsrenten er faldet ret markant over en kort periode,” siger obligationschef Gustav Bundgaard Smidth.
Den faldende rente skyldes blandt andet, at den amerikanske centralbank, Fed, har ændret sin retorik. Markedet forventer, at Fed sætter renten ned på sit næste møde i september. Samtidig stiger arbejdsløsheden, og der er også øget pessimisme blandt indkøbscheferne. ECB, Den Europæiske Centralbank, satte renten ned i juni, fra 4 pct. til 3,75 pct.
Hvis du ejer obligationer, er det derfor en god ide at holde fast. Men hvad så med de investorer, der overvejer at købe obligationer?
Obligationer er fortsat relevante, fordi obligationerne giver sikkerhed og spredning. Og afkastet er stadig bedre end tidligere.
Det er som udgangspunkt altid en god idé at have en spredning af investeringer med både obligationer og aktier. Det viser sig også i disse dage, hvor aktiemarkedet er ustabilt.
”Hvis markedet bliver yderligere bekymret for recession, og aktierne måske kan have det lidt sværere i en periode, så bliver obligationerne formentlig en stødpude, som vi har set de seneste uger,” siger Gustav Bundgaard Smidth.
”Det er værd at huske på, at renterne godt nok er faldet. Men renterne ligger stadig højt set i et historisk lys og i forhold til de seneste 10 til 15 år,” siger han.
Som investor bør du overveje:
- Diversificering: Overvej at blande dine investeringer. Aktiemarkedet kan svinge meget, og derfor bør de fleste investorer finde en balance mellem aktier og obligationer.
- Vurder dine behov: Hvad er dine økonomiske mål? Hvis du søger stabilitet og sikkerhed, kan en større andel af obligationer være en god løsning, især i et turbulent aktiemarked.
At navigere i en tid med faldende renter og et uroligt aktiemarked kræver en klar strategi. Ved at holde fast i dine nuværende obligationer og nøje overveje nye investeringer, kan du finde en balance, der passer til dine finansielle og personlige mål.
Se video med obligationschef Gustav Bundgaard Smidth