Klik her for at printe

Vækstaktier: Digitalisering sætter dagsordenen

3. apr. 2024

75 procent af selskaberne i Maj Invest Vækstaktiers portefølje arbejder med digitalisering i en eller anden form.

AI. To små bogstaver til at beskrive en vidtfavnende teknologi, der vil forandre de fleste arbejdsgange. Kunstig intelligens kræver ny udbygning af it-infrastrukturen og en generel øget digitalisering af private og offentlige organisationer

”I øjeblikket bliver der eksempelvis investeret mange milliarder i nye datacentre, der kan foretage de store udregninger,” siger seniorporteføljemanager Mads Peter Søndergaard, Maj Invest Vækstaktier.

Den samme opbygning af kapacitet skete, da internettet var i sin spæde barndom. Dengang var der også brug for ny infrastruktur i form af servere, kabler og datakraft, så computere kunne kommunikere med hinanden på world wide web.

På længere sigt vil AI udvikle sig til at blive meget mere nærværende for os som borgere og forbrugere. Denne udvikling vil, ud over den infrastruktur der i øjeblikket bygges op, forudsætte for eksempel software, som løser konkrete behov for slutbrugerne.

”Vi er i Maj Invest Vækstaktier direkte eksponeret gennem investeringer i verdens største producent af mikrochips, Taiwan Semiconductor Manufacturing Company, TSMC, og i nogle af de virksomheder, der leverer udstyr til produktionen af mikrochips,” siger Mads Peter Søndergaard.

I et lidt bredere perspektiv relaterer omkring 75 procent af investeringerne i Maj Invest Vækstaktier sig på den ene eller anden måde til digitalisering.

”Vi forudser, at mange af vores selskaber kun vil blive mere relevante, i takt med at verden bliver mere digital,” siger Mads Peter Søndergaard.

Flere af verdens største teknologiselskaber som Google, Amazon, Meta og ikke mindst Nvidia anses for at være blandt de førende selskaber inden for AI. Historisk har det ikke været normen, at de største selskaber har formået at forblive blandt de største i længere tid. Ofte har det ikke været de samme selskaber, der har ført an i forskellige teknologiske skift. For eksempel ændrede ranglisten over verdens største selskaber sig markant i takt med internettets påvirkning af forbrugeradfærd. For at fastholde en høj værdi skal et selskabs indtjening kontinuerligt øges, og det kan være udfordrende at få noget, der allerede er meget stort, til at blive væsentligt større.

”Men størrelse er ikke altid negativt korreleret med vækst. Man kan ikke bare konkludere, at nu er de selskaber så store, så velbeslåede og så hypede, at det ikke kan fortsætte,” siger Mads Peter Søndergaard.

Nogle af de helt store selskaber har tværtimod formået at forny sig markant med passende mellemrum. Og lige nu handler det om AI og især om, at infrastrukturen skal være klar til AI.

”Her ser vi faktisk, at nogle af de her selskaber, som har domineret internet-æraen, også har positioneret sig foran i feltet i forhold til AI,” siger Mads Peter Søndergaard.

Maj Invest Vækstaktier investerer i selskaber, der forventes at vokse mere end gennemsnittet af markedet, og som har en højere indtjeningsvækst end markedet.

”Vi ved, at indtjeningsvækst er den primære motor bag langsigtede afkast. Derfor er det vores øverste prioritet, når vi udvælger selskaber,” siger Mads Peter Søndergaard.

Maj Invest Vækstaktier har haft et femårigt løbende afkast på 13 procent (primo april 2024). Det var det samme som MSCI World.

Men selvfølgelig er positive historiske afkast ikke en garanti for positive afkast i fremtiden.

Den primære risiko for vækstaktierne kan blive renten.

”Højere renter vil alt andet lige veje ned på prisen på aktier generelt og på vækstaktier i særdeleshed,” siger han.

Eftersom vækstselskaberne netop ofte er en investering i fremtiden, kan en højere rente betyde mere, end den gør for mere modne selskaber.

”Vækstselskaberne geninvesterer typisk størstedelen af deres overskud i nye vækstinitiativer. Det betyder, at udbytter til aktionærerne ligger længere ude i fremtiden. Jo højere rente, jo højere er prisen på at vente på den fremtidige indtjening og på udbytterne.”

Derudover skal man som investor også være bevidst om risikoen på enkeltaktieniveau. Maj Invest Vækstaktier er investeret i en relativt koncentreret portefølje på 25-35selskaber. Det betyder, at udviklingen i enkelte selskaber kan have en stor påvirkning på det samlede afkast. Det kan medføre en risiko, hvis et eller flere selskaber klarer sig mindre godt end forventet.

Grafen viser afkastet for Maj Invest Vækstaktier de seneste fem år i forhold til afdelingens sammenligningsindeks og gennemsnittet af andre forvaltere udtrykt ved afdelingens Morningstar Kategori™ (sammenligningsindekset er MSCI World frem til årsskiftet 2023/2024 og herefter MSCI World Growth).

 

Tidligere afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Det, du får, afhænger af, hvordan markedet fungerer, og af, hvor længe du beholder investeringen/produktet. Afkastet kan desuden variere som følge af valutaudsving.