Klik her for at printe

Politik for udøvelse af stemmerettigheder

Baggrund
Denne politik (”Politikken”) er fastsat af bestyrelsen i Investeringsforeningen Maj Invest (”Maj Invest”). Politikken har til formål at fastsætte Maj Invests principper og adfærd i forhold til, hvornår og hvordan stemmerettigheder i porteføljeselskaber, hvori Maj Invests afdelinger har en ejerandel eller et værdipapir (”Relevante Selskaber”), skal udøves.

Generelt om politik for udøvelse af stemmerettigheder
Formålet med alle Maj Invests afdelinger er at varetage medlemmernes interesse med henblik på at opnå et tilfredsstillende afkast. Et tilfredsstillende afkast skal ses i forhold til investeringspolitikker og risikobegrænsninger for de enkelte afdelinger og med de begrænsninger som følger af relevant regulering og foreningsdokumentation i øvrigt for Maj Invest samt medlemmernes omkostninger ved investering i afdelingerne.

Udgangspunktet er, at samtlige investeringer er porteføljeinvesteringer og ikke er erhvervet med henblik på opnå kontrol med det enkelte Relevante Selskab. Det er bestyrelsernes vurdering, at Maj Invest som udgangspunkt ikke skal udøve stemmeret i de Relevante Selskaber på foreningens vegne for at opnå kontrol med de Relevante Selskaber.

Det er bestyrelsens vurdering, at de investeringsrådgivere, som Maj Invest har valgt til de aktivt forvaltede afdelinger, som en del af den løbende porteføljeforvaltning og hvor det måtte være relevant evaluerer ledelse, kapitalstruktur mv. i de enkelte Relevante Selskaber. Det er bestyrelsens vurdering, at investeringsrådgiveren i nogle tilfælde kan vurdere, at udøvelse af stemmeretten kan have en vis betydning for de enkelte afdelingers afkast af de Relevante Selskaber henset til investeringsmål og investeringsstrategi for den pågældende afdeling, og at udøvelse af stemmeretten kan være et alternativ til at sælge ejerandel eller værdipapir i det Relevante Selskab. Bestyrelsen anerkender, at investeringsrådgiveren i sin eventuelle anbefaling om udøvelse af stemmerettigheder kan anvende et proportionalt skøn i forhold til Maj Invests beholdning i det relevante selskab.

Strategi for udøvelse af stemmerettigheder
Stemmerettigheder på vegne af Maj Invests afdelinger udøves af Maj Invests investeringsforvaltningsselskab, som forestår den daglige ledelse, under iagttagelse af Maj Invests foreningsdokumentation.

Forud for udøvelse af en Maj Invest afdelings stemmeret i et Relevant Selskab skal investeringsforvaltningsselskabet søge konkret rådgivning hos investeringsrådgiver, idet investeringsrådgiver løbende tilstræber at overvåge relevante selskabsbegivenheder i Relevante Selskaber i de aktivt forvaltede afdelinger. Vurdering af om der skal udøves stemmeret i et Relevant Selskab, er konkret og afhængig af omstændighederne og skal ske i medlemmernes interesse. Såfremt investeringsrådgiveren konkret anbefaler, at Maj Invests afdeling udøver sin stemmeret, skal investeringsrådgiveren sende en skriftlig anbefaling til investeringsforvaltningsselskabets godkendelse, som investeringsforvaltningsselskabet efterfølgende skal opbevare sammen med en kopi af den faktiske stemmeafgivelse. Efter godkendelse drager investeringsforvaltningsselskabet omsorg for den konkrete udøvelse af stemmeret eventuelt i samarbejde med Maj Invests depotbank.

Hvis stemmeafgivelsen omfatter helt ekstraordinære forhold, som vurderes at kunne resultere i væsentlige ændringer i den relevante afdelings retsstilling eller investering/afkast, skal investeringsforvaltningsselskabet forinden godkendelse forelægge investeringsrådgiverens skriftlige anbefaling for formanden for Maj Invests bestyrelse, som herefter vil tage stilling til udøvelsen af stemmeretten, herunder om resten af bestyrelsen skal involveres. Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor der skal udøves stemmeret på instrumenter, der er udstedt af foreningens nærtstående samarbejdspartnere. 

Tilgængelighed og revision
Investeringsforvaltningsselskabet skal påse, at strategien for udøvelse af stemmeretten for Maj Invest gøres tilgængelig for medlemmerne. Investeringsforvaltningsselskabet skal drage omsorg for, at bestyrelsen i Maj Invest reviderer politikken årligt eller efter behov.

Spørgsmål om Maj Invests stemmeretspolitik kan rettes til bestyrelsen i Maj Invest.

Senest opdateret 26. august 2019