Opsvinget i amerikansk (og global) økonomi fortsætter med at overraske finansmarkederne med sin modstandsdygtighed over for de markante stramninger af pengepolitikken. ”Soft landing” scenariet er nok stadig det mest udbredte, men risikoalternativet er ved at skifte fra recessionsscenariet, der tidligere var det helt dominerende hovedscenarie, til et ”no landing”-scenarie.
Det er især forbrugsfremgangen, der har vist sig overraskende modstandsdygtig over for de markante rentestigninger. Husholdningernes store opsparing fra coronanedlukningerne har antagelig medvirket til at holde forbruget oppe, og forventningen har derfor været, at forbruget ville falde tilbage, når opsparingen var ved at være brugt. I figuren ville det svare til, at den sorte kurve skulle falde tilbage og ikke bare ligge oven i den orange kurve igen, men endda ligge under, fordi de højere renter alt andet lige mindsker forbrugskvoten. Forbrugsfremgangen er imidlertid fortsat ufortrødent, og det skyldes især de demografiske forhold, der spiller en vigtig, men overset rolle for forbrugsudviklingen. I de første mange år efter årtusindskiftet blev forbrugskvoten trukket ned af den demografiske udvikling, men det er efterhånden vendt rundt, så demografien nu trækker forbrugskvoten opad igen, og det gør forbrugsfremgangen mere holdbar.
Det hele handler om babyboomer-generationens tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Den er nu i fuld gang, og det vender op og ned på sammenhængen mellem indkomst og forbrug. Erhvervsaktive, der nærmer sig pensionsalderen, har i gennemsnit en markant højere opsparingskvote end erhvervsaktive generelt, og derfor falder den gennemsnitlige forbrugskvote, når andelen af erhvervsaktive 60+-årige stiger. Til gengæld stiger forbrugskvoten så igen 8-10 år senere, når de på det tidspunkt relativt mange 68+-årige begynder at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og bruge af deres opsparing.
Nogen vil måske undre sig over, at BNP-væksten bliver højere, når flere går på pension, men det skyldes, at babyboomerne i vid udstrækning opretholder deres forbrug, selv om de ikke længere udbyder deres arbejdskraft. Det skaber så beskæftigelse for nogen, som før stod uden for arbejdsmarkedet, men som nu får mulighed for at øge deres forbrug, og på den måde vokser den samlede efterspørgsel.
