Klik her for at printe

Refinitiv Lipper Fund Award

26. apr. 2021

Obligationschef Gustav Bundgaard Smidth: ”Den award vi allerhelst vil vinde”

”Den award vi allerhelst vil vinde”

Sådan sagde obligationschef Gustav Bundgaard Smidth, da han og teamet bag modtog en Refinitiv Lipper Fund Award som 2021 Winner Nordics i kategorien Bond Global LC for afkast over 10 år i afdeling Globale Obligationer.

Tanken med Maj Invest Globale Obligationer er, at afdelingen kan udgøre hele obligationsdelen i en portefølje af aktier og obligationer.

”Porteføljen er sammensat, så der både er noget til solskin og noget til regnvejr. Man skal som investor kunne købe afdelingen, uden at gøre sig særlige tanker om de enkelte dele af obligationsmarkedet. Det overlader man til os”, forklarer Gustav Bundgaard Smidth og fortsætter:

”Derfor er vi særligt glade for denne award. Den viser, at det er lykkedes at skabe et produkt, som over en tiårig periode har givet et godt afkast”.

Samme portefølje udgør også hele obligationsdelen af afdeling Pension og afdeling Makro, der ligesom afdeling Globale Obligationer er typiske køb-og-behold-produkter til den langsigtede investor, der har fokus på lave omkostninger.

 

Refinitiv Lipper Fund Award er baseret på Lipper Leader for Consistent Return-rating, som er et risikojusteret præstationsmål beregnet over 120 måneder. Læs mere på lipperfundawards.com. Awarden udgør ikke investeringsrådgivning, og historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast.

 

Maj Invest Globale Obligationer kan investere i alle obligationstyper uanset kreditvurdering og valuta. Målsætningen er, at afdelingen skal give et stabilt afkast uden for store udsving over tid. Det forsøger vi at opnå ved at sammensætte en portefølje af hhv. ”sikre” og mere ”risikable” obligationer.

En betydelig del af porteføljen består af nordeuropæiske stats- og realkreditobligationer, som normalt klarer sig godt, når der er uro på de finansielle markeder. Herudover investerer afdelingen i andre globale statsobligationer, og 35 pct. af formuen kan investeres i kreditobligationer.