Maj Invest Kontra ændrer navn til Maj Invest Kontra Strategier. Maj Invest Value Aktier SRI+ ændrer navn til Maj Invest Globale Aktier non fossil.
Kontra Strategier
Maj Invest Kontra Strategier skal afspejle, at afdelingen justerer sin strategi. Tidligere har det været målet, at afdelingen altid var defensivt eksponeret. Fremover vil afdelingen investere mere specifikt i de defensive scenarier, som foreningens rådgiver ser som mest sandsynlige.
”Tidligere har vi haft paraplyen med, selvom himlen har været skyfri”, forklarer obligationschef Gustav Bundgaard Smidth. ”Fremover vil vi risikere en sommerbyge, hvis himlen er skyfri, men vi vil uændret være defensivt eksponeret mod de scenarier, vi ser som sandsynlige.”
Formålet er, at afdelingen skal passe endnu bedre ind i en køb-og-behold-portefølje, ved at gøre den mere relevant i gode tider på aktiemarkedet.
”En klassisk portefølje består af aktier og obligationer. Gennem årene har vi vist, at en portefølje med Kontra, lidt flere aktier og færre obligationer har givet et bedre afkast end den klassiske portefølje med samme risiko. Det vil vi med ændringen gerne gøre endnu bedre”, uddyber seniorporteføljemanager Torsten Bech.
Det sker ved at give afdelingen mere frihed til ikke altid at være defensivt eksponeret, så investorerne får mulighed for et bedre afkast i særligt gode perioder. Omvendt bliver investor også mere afhængig af, at foreningens rådgiver identificerer de relevante risici. Gustav Bundgaard Smidth og Torsten Bech er ansvarlige for afdelingens investeringer.
Globale Aktier non fossil
Navnet Globale Aktier non fossil skal signalere, at afdelingen tilbyder en investeringsstrategi uden direkte investeringer i udvinding af fossile brændstoffer. Afdelingens investeringsstrategi er uændret og bygger således forsat på strategien for Maj Invest Value Aktier.
Maj Invest Globale Aktier non fossil er et tilbud til investorer, der ikke ønsker at investere i udvalgte sektorer. Afdelingen har samme etiske screening som de øvrige afdelinger i Maj Invest, men screeningsprocessen er udvidet, sådan at investeringerne inden for en række sektorer, som nogle investorer finder kontroversielle, er fravalgt.
Afdelingen investerer således ikke i selskaber, der producerer, opbevarer og distribuerer fossile brændstoffer, selskaber indenfor produktion af militære våben og militære kontrakter, samt selskabet indenfor produktion af tobak og tobaksrelaterede produkter. Det accepteres at tobaksrelaterede produkter, voksenunderholdning og gambling kan udgøre op til 5 pct. af omsætningen i et selskab.
Begge navneskifte sker pr. 31. maj og blev vedtaget på foreningens generalforsamling i april måned.