Kære investor og andre Maj Invest-interesserede
Året 2024. Konflikt, krig, kabelbrud. Trusler, told, Trump. Inflationsfrygt, indtjeningsfremgang, innovation.
Time in the market beats timing the market
Hvis man som investor havde kendt overskrifterne inden årets begyndelse, var man måske blevet så nervøs, at man havde valgt ikke at være investeret. Det havde været en stor fejl. Høj likviditet og gode regnskaber for mange selskaber førte sammen med fornuftige makroøkonomiske nøgletal til generelt gode afkast i 2024.
De fleste investorer får det bedste resultat ved altid at være investeret i overensstemmelse med investors personlige risikovilje og tidshorisont. Det er tiden i markedet, der skaber afkastet for den langsigtede investor.
I Maj Invest er vi generelt set tilfredse med investeringsresultaterne i 2024. Undtagelsen er klimaaktierne i to porteføljer, hvilket er beskrevet i årsrapporten.
Flere muligheder
Foreningen fylder 20 år til december, og vi har i 2024 brugt mange kræfter på at udvikle foreningen, så den også er relevant for de næste generationer af medlemmer. Vi har udvidet paletten med nye tematiske afdelinger i serien Maj Invest UCITS ETF. ETF’er er meget populære i udlandet og blandt yngre investorer. Særligt ETF’er med et element af aktiv forvaltning er på vej frem. I sig selv står ETF blot for exchange traded fund, børshandlet fond, men for mange indikerer navnet også lavere omkostninger og enkle produkter. Og det er præcis det, der kendetegner Maj Invest UCITS ETF.
De nye afdelinger skal ses som et supplement til en aktieportefølje. De giver adgang til at investere i aktier og temaer, som kan være vanskelige at håndtere som privat investor. Men først og fremmest giver de mulighed for risikospredning inden for et tema. Novo Nordisk er en god illustration. Det er næppe gået nogen forbi, at behovet og mulighederne inden for behandling af svær overvægt og relaterede sygdomme er enormt. Aktiekursen på Novo Nordisk steg 49 pct. i 2023 og yderligere 44 pct. i første halvår 2024. En fordobling på halvandet år. I andet halvår 2024 faldt aktien så 38 pct. Stadig en samlet stigning på 33 pct. over to år, men mange investorer sad yderst på stolen, da den store gevinst, de havde regnet med, blev mindre. Pointen er, at selvom man finder de rigtige selskaber, kan det hurtigt gå både op og ned. De nye UCITS ETF’er fra Maj Invest giver mulighed for at investere i en portefølje af selskaber inden for et område og dermed sprede risikoen på flere selskaber.
Der er taget godt imod de nye afdelinger. Tak for det. Foreløbig er det blevet til fire, og flere kommer til. Særligt UCITS ETF Defence & Cybersecurity har været populær med et inflow på 1 mia. kr. Det er en god start på de næste 20 år.
Implementering med måde
ESG er vigtigt. Og vigtigt for Maj Invest. Vi har dedikeret nogle sider til ESG længere inde i rapporten. Faktisk er mere end halvdelen af årsrapporten rapportering på ESG-forhold. For store rapporteringskrav betyder, at den almindelige investor mister overblikket. Governance bør betyde transparens og fokus på det, der er vigtigt. Erhvervsstyrelsen har i et høringsbrev beregnet, at danske virksomheders indrapportering af data i forbindelse med CSRD koster 7,5 mia. kr. årligt. CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive ) er det EU-direktiv, der pålægger selskaberne at rapportere på en lang række ESG-relaterede forhold. Tænk på, hvilken forskel man kunne have gjort for de samme penge. Det er derfor meget positivt, at der nu bliver talt om at rulle nogle af de mest udskældte regler tilbage og bruge kræfterne der, hvor de gør en positiv forskel.
I Maj Invest er vi meget ESG-interesserede og holder fast i filosofien bag afdeling Net Zero 2050, hvor der investeres i vigtige teknologier og ressourcer for den grønne omstilling. Også selv om de enkelte aktiviteter hver for sig kan have negativ påvirkning. Man er nu engang nødt til at udvinde kobber og acceptere minedrift, hvis man vil elektrificere samfundet og nedbringe brugen af fossile brændstoffer.
Den grønne omstilling skal løses med teknologi, innovation og ansvarligt forbrug. De udfordringer, vi kender, kræver investeringer. Og gode investeringer giver over tid afkast til både investor og samfundet.
Henrik Normann, formand